Surdejs Knækbrød

Denne opskrift er fra min kogebog

Mit ærlige køkken

 

DET LILLE ORD

Denne opskrift er inspireret af min stedfar ”Jøsse”, der benytter rester af havregrød eller laver en frisk omgang havregrød til at bruge i sin knækbrødsopskrift.

Da konsistensen på surdejen er lidt den samme som kold havregrød, forsøgte jeg mig med at bytte om på de to ingredienser, og resultatet blev et dejligt let, syrligt knækbrød med en kompleks smag.

Samtidig giver det dig som hjemmebager en mulighed for at gøre brug af de surdejsrester, som du ikke ved, hvad du skal gøre af, men simpelthen bare ikke kan nænne at smide ud.

Brødmands info:

Det kan enten være som overskud ved præparation af brød, eller hvis morsurdejen trængte til at blive fodret grundigt op, og du derved blev nødt til at aktivere noget af urdejen, s å der var plads til nyt liv.

TIP!

Denne opskrift kan også laves uden surdej, hvor du i stedet skal bruge kold havregrød som grundmasse. Det kan dog godt ske, at du skal tilsætte lidt yderligere vand og en
smule mere salt.

Surdejen, som du benytter til opskriften, skal være forholdsvis fast. Hvis det ikke er tilfældet, så tilfør lidt fuldkornsmel, til konsistensen er som beskrevet i opskriften.
Du kan både bruge rugsurdej og hvedesurdej til opskriften.

Hvis du gerne vil have flotte, lige knækbrød, skal du bare ridse dejens overflade med en smørekniv i ønskede forme, lige inden de kommes i ovnen. Efter bagning kan de
knækkes i de mønstre, du har lavet.
Det gør ikke noget, hvis din dejmasse er for våd, når du laver knækbrød eller brødchips.
De skal nok blive tørre under bagning.
Dejen skal glattes ud med det samme, ellers bliver den for fast.
Hvis du laver og bager flere plader på én gang, så skal de have længere bagetid, og det kan være en god idé at åbne ovndøren kort ad flere omgange for at lukke fugten ud.