Det LILLE Ord

Når brødet er kommet i ovnen, skal der tilføres damp, så brødet får de bedste vilkår for at udvikle sig.

Fra vi sætter dejen i ovnen, sker der en ekstra hævning, men da overfladen på dejen hurtigt vil tørre ud grundet den høje temperatur, bliver vi nødt til at tilføre damp, så dejens overflade holdes fugtig og kan folde sig fuldt ud.

Et brød bliver nemlig ved med at udvikle sig til det rammer en kernetemperatur på 55 grader.

Det er også dampen, der giver brødet sin flotte glød og en sprødere skorpe, når kondensen rammer brødets overflade og interagerer med dejens stivelse.

I min bagebog Brødmanden og den LILLE Brødfabrik har beskrevet to metoder til at skabe damp i ovnen, men der findes mange alternative løsninger. Så find ud af, hvad der virker for dig og den ovn, du bager i.

Her på siden har jeg dog kun beskrevet den første teknik (ja, det er lokkemad)

Jeg vil generelt anbefale, at man tilfører vand i ovnens bund, enten med en forstøver, som man kan købe i næsten alle supermarkeder, eller ved at tage et glas vand og hælde/kaste det ind. Lad mig gøre det klart, at jeg i mine ti år aldrig, hverken som professionel brødmand eller hjemmebager, har ødelagt en ovn på dette.

Der kan godt sætte sig lidt kalk fast i siderne af ovnrummet, så den ikke beholder sine flotte skinnende flader – men så er det jo godt, at ovnen er et stykke værktøj, og at man ikke skal bo derinde.

 

Teknik 1 – Væske på bagepladen

Denne teknik er den optimale måde at tilføre damp til sit bagværk. Der tilføres både eksplosiv damp og ‘blivende’ damp, som fylder hele ovnrummet. Blivende damp giver en fugtig atmosfære, der ikke forsvinder med ovnens varmluftsfunktion. Desværre kan du kun bage ét brød
den ad gangen med denne dampteknik, men så nydes processen bare ad to omgange.

Brødmandsinformation

Forsøg at undgå, at vandet rammer brødet, når du hælder det på bagepladen, da det kan få brødet til at sidde fast på metallet. Hvis du er bange for at ødelægge din ovn, kan du helt undlade at hælde vand i bunden af ovnen.