Mayonnaise– En grundbase
”MAN SPISER MINDRE, NÅR DET SMAGER AF MERE.”
DET LILLE ORD
Mayonnaise er grundbasen for en utallig mængde af klassiske kolde saucer, dressinger og dyppelser.
Man har igennem tiden meget uartigt valgt, med sundhedsmæssige klogeågebriller, at erstatte den lækre, cremede mayonnaise med creme fraiche.
Og gerne med så lav fedtprocent som muligt, så vi virkelig kan ødelægge smagen, men hør her; de klassiske kolde saucer og dressinger, der er udformet af fortidens kokke, skal der ikke pilles ved. Jeg har derfor, i respekt for det gamle håndværk, ydmygt valgt at tilføje et par opskrifter fra min kokkefagbog i min egen kogebog.
Helt personligt
Jeg har personligt et helt specielt kærlighedsforhold til mayonnaise, da det for det første var det eneste, jeg som barn ville spise som dyppelse til pølser og på brød, og for det andet var det den første ud af mange
grundopskrifter, som min gamle køkkenchef, og nu gode ven, Rolf Nordentoft lærte mig i min første tid som kokkeelev.
Denne opskrift er fra min kogebog – Mit Ærlige Køkken
Hvor du også kan finde masser af opskrifter på kolde saucer med mayonnaise som grundbase
TIPS OG TRICKS!
Mayonnaise kan holde sig i uåbnet tilstand ca. 2-3 uger, og 3-4 dage i åbnet tilstand.
Del derfor eventuelt mayonnaisen op i to små sylteglas/beholdere.
Brug altid smagløse olier som raps- og solsikkeolie, da en olivenolie (efter min smag) er alt for bitter i smagen.
Du kan bytte rapsolien ud med sesamolie, jordnøddeolie eller valnøddeolie, som løfter mayonnaisen til helt nye højder. Ja, det er lidt dyrere, men når du inviterer gæster, kan du blære dig med en helt unik kold sauce som f.eks. ristet sesam-mayo med chili til skaldyrssalat eller jomfruhummer.
Prøv at bruge mayonnaise i stedet for smørelse til rugbrød eller sandwich.
Du kan også tilsætte ekstra sennep eller eddike/citronsaft til massen for at give den lidt ”kant”.